tirsdag den 11. juni 2013

Fra skriveklubben

Og så var der den om........


NYTÅRSFORSÆT





Mr. Lucifer alias Fanden har skabt mange ting i vores tilværelse. Han står også bag mange af de begreber der indgår i og omkring vores dagligdag. Det vil selvfølgelig altid være en udtalelse med modifikationer, afhængig af, hvor meget vi tror på ham. Og på hans modstander.....



Et af begreberne hedder NYTÅRSFORSÆT. For hvad er nytårsforsætter, hvis ikke det er små dæmoner, som kalder sig vores selvagtelse og selvværd – eller rettere mangel på selvsamme. For ofte er de nytårsforsætter vi har jo ofte at gøre med ting, som vi godt ved halter ved os, men som vi ikke har haft overskud og motivation til at føre ud i livet. Så kan vi rigtig slå os selv i hovedet med vores fejl og mangler. Du er grim – tab dig 50 kg. Og lær at lægge en make up som skjuler alle dine utrolig mange særheder og åbenlyse misdannelser i dit ansigt. Du ryger – føj – stop med det. Du er dum – meld dig til et aftenkursus i klogskab. Du er simpel - meld dig til et kursus i kunstforståelse.



Og så er der dem som er et udslag af vore dårlige samvittighed. Jeg er en dårlig medarbejder for min chef – jeg skal tage noget mere overarbejde. Jeg er en dårlig kæreste – tag mindre overarbejde. Drop dine kurser. Jeg er en dårlig forælder – skæld mindre ud. Og husk så også lige at elske hele verden.



Med vores fornuft ved vi godt, når der er ting i livet, som skal laves om på. Vægttab, mindre stress osv. Men det er med grobund i vores selvværd, at disse beslutninger skal træffes. Når vi har motivation og opbakning i orden. Er vores selvværd intakt, har vi ikke brug for nytårsforsætter. For når vi er parate går vi ind og arbejder med os selv. Når vi har overskuddet og selvagtelse nok til at kaste os ud i disse udfordringer.



Med andre ord. Mr. Lucifer hold dig ude af mit sind.









Charlotte, januar 2013

Ingen kommentarer:

Send en kommentar