mandag den 22. april 2013

Skriveklub

Jeg er medlem af en skriveklub. Vi var 5 der startede gruppen, men kun 2 aktive deltagere. Her skriver vi om tanker mm som vi gør os om månedens tema. Her følger et par eksempler:

EFTERÅR

Hun er ved at være træt, vores smukke gudinde – Moder Jord. Hun har haft et travlt forår. Tog kampen op mod Nordenvinden sammen med hendes tro følgesvend Solen. Lokkede de små krokus og vintergækker op igennem den hårde overflade, lokkede træer og buske med den smukkeste sang. De svor de altid ville tjene hende. Nordenvinden kæmpede imod. Han havde vokset sig stærk hen over vinteren. Kampen tog på Moder Jords kræfter. Men med solens og hendes tro undersåtter lykkedes det til sidst at slå Kong Vinter og Hans følgesvend, Nordenvinden. Sammen udgjorde de sommeren, gav alle liv igen.

Men nu nærmer efteråret sig. Tiden hvor Kong Vinter så småt begynder at røre på sig. Men han skal ikke tro, hun abdicerer fra tronen uden modstand. Selvom vinden er køligere nu og på trods af, at solen ikke kan være her så længe af gangen mere, har hun stadig noget at byde på. En smuk symfoni af de mest fantastiske farver. Hendes tro undersåtter ærer hende, ved i en kraftpræstation, at give hende sine modne frugter og alle de farver de kan frembringe . Og hendes beboere vi nyder ydmygt hendes langsomme tilbagetrækning.

Men de kraftige vinde har fornemmet at gudinden er svækket. Så de kommer langsomt frem fra deres skjul. De ved, at de, når fulde af vand, rykker frem i kraftige stød tapper hende for energi. En energi som de forærer Kong Vinter. Men først skal de have det sjovt. De frydes, når de leger 100 km på tid, hiver tage af huse, vælter store gamle træer, ja lægger hele skovområder ned. Eller gøre åer til floder. Og for hver dag de er i legehumør, tappes Moder Jord for energi. Standhaftige blade, der overlevede en storm eller to falder af. Stauderne i haverne krøller sig sammen eller visner hen. Markerne bliver bare.

Efteråret er her. Først smuk som poesi. Siden trist og kold.

og
ELEFANT

Det er midt på dagen. Solen brænder ubarmhjertigt ned på den efterhånden græsløse slette. Ude i horisonten er der en tyk bræmme af skyer og uvejr. Store lyn ses i skyerne og fra sky til jord. Rumlen lyder dybt hen over sletten.
Men de voldsomme, men livgivne skyer kommer ikke nærmere. De har lagt der i mindst 1½ uge. Som spotter de dyrene på sletten. De dyr som er ved at gå tør for kræfter. Det er længe siden der har regnet, og da var det kun lidt vand der kom.
Stor, grå og stolt står hun og kigger mod regnen. Den store elefant. Det meste af flokken er gået langsomt og møjsommeligt videre. Men hun bliver stående. Ved siden af hende kæmper en unge for at holde sig på benene. Hun er kun 14 dage gammel. Og fuldstændig udmagret og dehydreret. Fødslen var meget lang og svær, og det havde tappet ungen for den smule kræfter den var i besiddelse af. Og for at gøre skidt værre, syntes moren at have meget lidt mælk.
Hun ved, at skal hun overleve må hun følge flokkens forsøg på at nå til den flod, som lige nu blev fyldt med de befriende regndråber. Men hendes bånd til hendes datter er stærkt. Skønt hun inderst inde ved, at hendes lille unge ikke har mange chancer for overlevelse på den barske slette, kan hun alligevel ikke forlade hende. Så ganske blidt puffer hun med snablen til den lille, for at motivere hende til at tage det næste skridt. Men den lille bliver mere og mere svækket for hvert minut der går. Og stadig brænder solen ubarmhjertig ned på dem. Her er ingen skygge og temperaturen nærmer sig de 50 grader. Den lille er faldet til jorden. Hendes åndedræt er tung og besværret. I et forsøg på at lindre, stiller den arme mor sig hen over sit afkom. For at bryde solens ubarmhjertige stråler. Fra hendes flok, som går videre, lyder der dybe brøl, eller snarere rumlen. De kalder på hende, vil have hende til at forlade ungen og forsøge, at nå vandet sammen med dem. Men hun kan ikke få sig selv til at forlade den lille hjælpeløse elefantunge. Så hun bliver.
Morgnen efter en velsignet kølig nat, gør hun klar til at de skal gå videre. Så hun puffer blidt til hendes datter. Men hun er kold og stiv. I ly af natten indhentede døden hende. Befriede hende for de ubærlige livsvilkår, som var hende forundt. Først vil det store grå dyr ikke indse, at hendes unge er død, borte for altid. Men efter adskillige forsøg må hun erkende tabet. Hun udstøder et langt fortvivlet brøl. Langsomt begiver hun sig på vej mod floden. Men de sidste par uger har været hårde for hende, og efter at have snublet et par gange falder hun til jorden. Svagt hører hun de andre elefanter fra hendes flok kalde af hende. Men der er ikke flere kræfter i hende.
Endelig bevæger den velsignede regn sig ind over sletten. Og der er meget af den. Der dannes store pytter med ren vand og næsten med det samme spirer græsset frem. Men for den store, stolte elefant er det for sent..........











Ingen kommentarer:

Send en kommentar